Bryllup

Et kirkebryllup er en smuk begivenhed, og en dag som mange ser frem til. Det er helt specielt at stå der i kirken og sige ja til hinanden foran familie, venner og Gud.

Når I vælger at blive gift i kirken, er det både en vielse og en velsignelse af jer. Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset. Men et kirkebryllup handler også om kristen tro, håb og kærlighed.
Er I allerede blevet viet på rådhuset, kan I få en kirkelig velsignelse.



I kan blive gift i Østermarie Kirke, hvis I bor i sognet, eller på anden måde har tilknytning til sognet, for så har I ret til at få kirken stillet til rådighed til kirkelige handlinger, men ikke nødvendigvis ved sognepræsten.

For at blive gift af en præst i folkekirken kræver det, at den ene af jer eller I begge er medlem.

Det skal I gøre

Når I har fundet ud af, at I vil giftes, er der en række praktiske ting, I skal have styr på:
Lav en aftale: Træf aftale med sognepræsten om dato for vielsen og om tidspunkt for samtale senest 4 uger før vielsen.

Skaf en prøvelsesattest: I skal have en "Prøvelsesattest" fra borgmesterkontoret i kommunen, hvor I (en af jer) bor. For at få en prøvelsesattest, skal I udfylde og aflevere en ægteskabserklæring. Prøvelsesattesten må ved vielsen højst være fire måneder gammel. Denne attest og brudeparrets dåbsattester skal afleveres til sognepræsten.

Vælg vidner: Da vielsen har juridisk gyldighed, skal der være to vidner til stede. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen.

Vælg navn: Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I aflevere et ansøgninsskema enten til kommunen ved henvendelse om prøvelseattest eller til sognepræsten.
Skal navneændringen gælde fra bryllupsdagen, skal I i god tid inden vielsen sende blanketten "Navneændring på bryllupsdagen" (Personregistrering.dk) til enten kommunen (evt. sammen med ægteskabserklæringen) eller til sognepræsten sammen med prøvelsesattesten. 

Salmerne aftales med præsten. I kirke synges der efter salmebogen (og organisten har kun pligt til at spille melodierne til salmer i salmebogen). Der er dog mulighed for at I kan få nogen til synge en sang for jer inden handlingen slutter.

Samtale med præsten

Alle kommende brudepar i Østermarie Kirke har en samtale med præsten. Samtalen har to formål: I skal snakke om alt det praktiske i forbindelse med vielsen, vælge salmer, og præsten vil gerne høre jer fortælle lidt om jer selv og jeres forhold, så han kan bruge det i sin tale ved vielsen. Men samtalen har også til formål at snakke om, hvad et ægteskab egentlig er. Hvad er vigtigt for jer? Hvorfor vil I gerne have et kirkebryllup? Og hvad er kærlighed egentlig?

Præsten aftaler samtalen, når henvender jer for at blive viet i kirken. Men I er selvfølgelig også altid velkomne til at ringe til ham.

Sådan foregår vielsen

Bryllupsceremonien indledes med klokkeringning, indgangsmusik (præludium) hvor bruden bliver ført op ad kirkegulvet og en indgangssalme. Derefter hilser præsten fra alteret, beder en bøn og læser nogle udvalgte tekster fra Bibelen. Efter en salme er det tid til selve vielseshandlingen.

Vielsen starter med at præsten holder en tale til jer som brudepar, mens I står foran alteret. Bagefter kommer tilspørgslen, hvor I skal svare ja: først til ægteskabet, og så til at ville elske og ære i medgang og modgang indtil døden skiller jer ad.



Når I begge to har sagt ja til hinanden, siger præsten: Så giv hinanden hånd derpå. Med sin hånd på jeres hænder forkynder præsten derefter, at I nu er rette ægtefolk. Med denne handling er I juridisk set viet til hinanden. Tilspørgslen kan afsluttes med, at I giver hinanden ringe på - hvis I har aftalt det med præsten.



Vielseshandlingen afsluttes med en bøn og velsignelsen. I knæler ved alteret. Præsten har sine hænder på deres hoveder, mens han beder for jer og afslutter med fadervor og velsignelsen. Derefter sætter I jer på jeres pladser.

Efter vielseshandlingen synger man endnu en salme. Vielsen slutter med, at I går ud af kirken sammen.

Traditioner

Foto: Hartmann Schmidt Fotografi

Der er massevis af traditioner i forbindelse med bryllupper.

Det er helt op til jer at beslutte, hvilke I vil følge.

Det kan dog være en god ide at overveje, hvad I ønsker, før familie, venner og præsten begynder at stille spørgsmål.

Her er noget af det, I kan tænke over:

  • Hvem skal følge bruden op ad kirkegulvet? Eller skal I følges? Mange vælger at brudens far følger bruden op ad kirkegulvet, som et symbol på, at han afleverer sin datter.

  • Hvem skal sidde hvor i kirken? Ifølge gammel tradition sidder brudens familie i venstre side og gommens familie i højre side af kirken. Den nærmeste familie kan sidde nær alteret sammen med jer.
  • Skal I have ringe på? Præsten vil spørge jer, om I vil udveksle ringe i forbindelse med ritualet.

Kirkebil

Hvis du mangler køremulighed til gudstjeneste eller andre af kirkens arrangementer, har du mulighed for at hjælp til det. Det gælder uanset hvor du bor i by eller på landet.


Praktisk gøres det ved at ringe til Preben Andersen på tlf. 5647 0529, gerne senest dagen før du har brug for kørsel.


Samtale med sognepræsten

Ønsker du en samtale, skriftemål eller et besøg sognepræsten, kan du kontakte 
Øjvind Nukartaq Hansen, 
tlf. 5647 0069 eller via e-mail: onh@km.dk. 

Tavshedspligt er en selvfølge.


Hjemmealtergang

Er du gennem længere tid ikke i stand til at komme til søndagens gudstjeneste pga. sygdom eller lignende, kan du kontakte sognepræsten for at få nadver og andagt dit hjem.


Få en besøgsven

Har du lyst til at få besøg af en person som du kan tale med, læse eller bede sammen med, måske gå en tur med eller bare hygge med? Østermarie Kirke tilbyder regelmæssige besøg efter dit ønske. Vi vil ud fra en samtale med dig tilrettelægge besøg, som lige netop passer til dig og dit behov . Besøgsvennen har altid tavshedspligt!

Har du lyst til at være besøgsven
Hvis du har lyst og overskud til at glæde og opmuntre et andet menneske, kan du melde dig som besøgsven til Berit Kofoed-Pihl.

Henvendelser om besøgstjenesten kan ske til
Berit Kofoed-Pihl, Tlf.: 56470709